Nye tal: 6 af 10 virksomheder kæmper med at skaffe medarbejdere
100 ubesatte stillinger i Danmark. Det er tallet fra video-software producenten Milestone Systems, som er en af de virksomheder, der mærker den manglende arbejdskraft i Danmark.
- Vi prøver at finde arbejdskraft i Danmark på alle tænkelige platforme. Men der er det grundlæggende problem i Danmark, at der er en kæmpe kløft mellem overefterspørgsel og underudbud på arbejdskraft, siger Lars Thinggaard, administrerende direktør i Milestone Systems.
Virksomheden står langt fra alene.
I en ny rundspørge blandt 465 virksomheder fra DI’s virksomhedspanel angav 60 procent af virksomhederne med behov for at rekruttere, at det har været svært at finde arbejdskraft det seneste år.
- Det ses ofte, at vores medlemmer må undlade at byde på en ordre, eller ikke kan levere én, fordi de ikke har nok medarbejdere, siger Steen Nielsen, underdirektør i DI.
Udenlandsk arbejdskraft mangler
Løsningen for mange virksomheder er at hente ansatte fra udlandet, men hos virksomheden Milestone Systems oplever Direktør Lars Thinggaard flere gange om året, at det er umuligt at hente kandidater med de rette kompetencer til Danmark.
- Løsningen bliver typisk i sidste ende, at vi opgiver at få stillingen besat i Danmark og i stedet ansætter en medarbejder i et af vores udenlandske datterselskaber, siger Lars Thinggaard.
En af barrierene er beløbsordningen, der sætter minimumslønrammen for udenlandsk arbejdskraft fra ikke-EU lande på 417.000 kr. om året. Den rammer især den nyuddannede talentmasse i udlandet.
- Det er faglærte, vi mangler i Danmark, og for at de skal have mulighed for ansættelse bliver beløbsordningen nødt til at blive sænket, siger Steen Nielsen. DI ønsker minimumslønnen sænket til 325.000 kr.
Voldsom stigning i dansk beskæftigelse
Den store efterspørgsel efter arbejdskraft kommer i takt med en voldsom stigning i dansk beskæftigelse over en kort årrække.
Efter beskæftigelsen i den private sektor ramte et lavpunkt i 2011 på 1,7 mio., er den sidenhen steget til 1,92 mio. i maj 2018 og fortsætter op.
- Økonomien vækster, og vi har nogle rigtige gode år. Det skal vi fortsætte med, og det kræver, at vi får den arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger. Ellers risikerer vi, at det går negativt ud over Danmarks vækst og erhvervsklima, siger Steen Nielsen.
Det er især virksomheder med over 100 ansatte, der oplever det som et alvorligt problem.
Denne artikel er bragt i samarbejde med DI Business